Moduler uge 7

9.-15.februar 2025

Hver dag følger du, ud over fællesmodulet, to forskellige hold. Herunder kan du læse om dem.

Et par uger før kursus-start vil du modtage en email hvor du bliver bedt om at vælge en 1. og 2. prioritering på de to moduler.

Body & Soul kor

Dette kor modul er for dig der godt kunne tænke dig at arbejde med performance og fortolkning i kor regi.

Vi vil bruge tid på at dykke ned i sangenes historier, med et fokus på: Hvordan udtrykker vi os vokalt og fysisk ud fra hvad sangen handler om?

Vi kommer til at arbejde med bevægelse, vokale virkemidler, udtryk og at connecte med en sang som korsanger.

Kapow solist (s)

Ofte når vi øver os i at synge solo ender vi i ballade-land. Det er på ingen måde være tilfældet på dette hold.

Her arbejder vi med uptempo, fest og farver! Vi vil blandt andet dykke ned i at synge med power på stemmen (metal), med kroppen som udtryksmiddel, rytmisk kapow og stemme-effekter.

Spænd sikkerhedsbæltet, for der er masser af turbulens forude.

Worship choir

En af kirkemusikkens moderne forgreninger “workship music” krydser oftere og oftere sin vej med gospelmusikken. 


Derigennem tilføres gospelsangen en mere behagelig, sanselig og melodiøs form, der balancerer godt med vores sangkultur.

Worship Choir er muligheden for at give sig hen til moderne og populære sange arrangeret for kor.

Poetfabrik

Vi ser billeder hele dagen. Hver dag. Vores øjne bliver bombarderet af farver og mennesker, solnedgange og katastrofer.

Noget lagrer sig fordi vi kan lide det. Noget lagrer sig selvom vi ikke vil det. Og resten… lagrer sig også.

Som små fragmenter der farer hvileløst rundt i vores underbevidsthed. Og om natten vågner vi med en tanke, som vi ikke troede fandtes.

Pyha, lang indledning.

Men når vi skal skrive i Poetfabrikken får vi blot udleveret en kort tændsats, som i løbet af sekunder og få minutter sætter strøm til fragmenterne, så de ligepludselig får en retning.

Som effekten af en magnet under metalspåner.

Lyder det teknisk?

Det er det ikke. Vi skal faktisk bare sætte ord på erfaringer og oplevelser som vi bærer i os. Og rydde lidt op det overflødige. Og finde vores stil. Og være disciplinerede. Og rodede. Og sjove. Og pinlige.

Og midt i en sætning kommer magien væltende. Og man ved lige pludselig hvad næste sætning skal være. Og næste. Og man aner en slutning og en overraskelse.

Og om natten skriver man videre mens skraldebilerne samler overflødige ord op…

Frirummet

Frirummet er for dig der gerne vil sætte dig selv i opladeren og komme ned i kroppen. 


I løbet af ugen vil vi gå en tur, høre et oplæg til eftertanke og evt. til en god samtale, synge små korte sange, strække ud, og så vil der være en guidet meditation hver dag.

Modulet er for dig der gerne vil have en afslappende eftermiddag i en ellers hæsblæsende uge på syng for livet.

Rend mig i præstationerne

I dette modul trykker vi på pause ifht. præstationer, forventninger og forberedelse.

Her skal vi lege en masse, bruge vores intuitive fornemmelse, spontanitet, krop og stemme og lave improvisatoriske øvelser, som udfordrer vores fantasi, vores rytmeforståelse, pulsfornemmelse og koordinationsevne.

Men hele vejen igennem skal vi lege og grine og IKKE fokusere på målet, men på oplevelserne i processen.

Sangskrivning

Prøv at skrive din egen sang.

Vi vil kigge på de mange forskellige tilgange der er til at komme i gang.

Du behøver ikke kunne spille et instrument og du behøver ikke have prøvet at skrive musik før. 
Du skal blot have lyst til at udfordre din kreativitet.

Vi har primært fokus på melodi og akkorder.

Sing the blues (s)

Solistholdet, hvor alt kan blive til en blues. Nyd at synge de blå toner og få bygget dit musikalske bibliotek op af eviggyldige bluesfraseringer.

Fortæl dine historier til enkle og virkningsfulde grooves. Kom tilbage til den rytmiske musiks rødder, hvor nerven, smerten og nærværet er særligt og kraftfuldt.

Gospel i nye klæder

På dette kormodul skal vi synge gospelsange, som de aldrig er blevet sunget før!

Som kor bliver I præsenteret for helt nye arrangementer af velkendte sange, og vi vil sammen kaste os ud i helt nye musikalske nicher og afkroge.

Vi skal udfordre os selv og hinanden, og det bliver smadder sjovt. Undervejs kommer vi også til at slå vores kreative folder sammen og i fællesskab arrangere et gammelt nummer, så både feeling, akkordrundgange og de vokale output giver det velkendte et helt nyt udtryk.

Modulet er med andre ord et musikalsk nørde-modul med højt til loftet og rum til kreativ fordybelse.