Moduler uge 39

29. september – 2. oktober 2022

Syng med hjerte og sjæl

I dette modul skal vi dykke ned i smukke gospel ballader. 

Vi skal lege med at fortolke, formidle og forstå.

Vi skal være til stede, samt give slip og slå os fri. 

Vi skal arbejde bevidst og ubevidst.

Vi skal give sangene nyt liv og udtryk.

Vi skal være alvorlige og have det sjovt.

Stemmeværd (S)

På dette hold vil du opleve en kombination af sangundervisning, selvudvikling og musikalsk “legestue”. Her vil du synge dig selv glad, varm og måske bevæget.

De øvrige deltagere på holdet vil være dine støtter, ligesom du også vil kunne opleve stor glæde ved at støtte dem.

Denne helt særlige gruppedynamik hjælper os til gradvist at blive mere modige for hver øvelse, og vi kommer til at lære os selv, vores stemme og musikalske formåen at kende fra et helt nyt og meget livsbekræftende sted.

Stemmeværd er en nøgle til nærvær og til at finde eller styrke dit personlige udtryk.

Til at tage plads som sanger og som menneske.

Vokalgruppe

Har du lyst til at synge i et lille kor?

Et kor hvor vi arbejder med at tage korisk ansvar.

Her skal vi arbejde med hvad stemmen kan, udfordre os selv med teknik, lyd, dynamik, at lytte, at turde – det at synge sammen (samklang).

Alt sammen i en lille gruppe, hvor du har mulighed for at blive en mere bevidst korsanger.

Groove

I dette modul kan du ikke gøre noget forkert. Det handler om glæden ved at bevæge sig til musikken.

Vi skyder en hvid pind efter, hvad vi TROR dans er, men fokuserer i stedet på at nyde, hvordan det FØLES at danse.

Det skal nemlig være sjovt! Det handler om at bevæge sig sammen, men at finde sin helt egen unikke måde at gøre det på.

Gennem meget få, simple trin og flere forskellige stilarter, vil vi bl.a. opnå en bedre rytmeforståelse, motorik og kropsfornemmelse som sangere, netop ved at få involveret kroppen.

Og husk, at måden DU bevæger dig på, er den helt rigtige, og du kan som sagt ikke gøre noget forkert! 

Krop og Kernestemme (S)

I dette modul skal vi gå på opdagelse i sammenhængen mellem krop og stemme. 

Gennem øvelser, åndedræt, leg og sang skal vi frigøre vores stemme for forhindringer og spændinger, så vi kommer tættere på at bruge vores stemmes fulde potentiale, samt at synge på en måde der ikke slider. 

Vi skal eksperimentere med hvordan forskellige spændinger (eller mangel på samme) i kroppen påvirker vores stemmes lyd og udtryk. 

Derudover skal vi selvfølgelig lære og synge nogle lækre gospelsange,- både sammen og for hinanden.

Circlesong

Vil du være med til at gå i det dejligste musik-selvsving?

Så er Circle Song helt sikkert noget for dig. Her arbejder vi med at skabe en tonal og rytmisk base, som vi hele tiden modellerer på, fornyer og transformerer, både sammen og i mindre hold.

Med fælles puls og kropslig bevægelse øver vi os i at skabe små rytmiske og melodiske figurer, som samtidig skærper vores evne til at lytte ind både i sangens enkeltdele og den store musikalske helhed, til at intonere og indgå i de skønneste flerstemmige klange.

Sammen tager vi på en masse sjove og spændende lydrejser, som man aldrig på forhånd ved, hvor ender.

Med andre ord: Vi kommer til at hygge os imens vi dygtiggør os!

Gospel, krop og sjæl

I vores del af verdenen har vi i gennem flere århundrede haft ét formål for øje i musikken; At forstå musikken med vores intellekt  –  i vores hoveder.

På dette modul skal vi fra hovedet og ned i kroppen. Vi skal MÆRKE musikken.

Vi skal forholde os til musikken på en anden måde end vi gør i korene, og vi skal udtrykke hvad vi hører, og oplever på  forskellige og kreative måder.

Hver dag slutter vi modulet af med en guidet meditation. 

Fællesmodul

Fællesmodulet er kursets hjerte. Her synger vi sammen allesammen. 

Nina Luna vil lede os igennem rørende ballader og festlige uptempo gospelsange så vi bliver rørt både med krop og hjerte.

Der vil også være food-for-thought og fokus på udtryk og teknik i sangene. Nina underviser med stor pædagogisk sans, masser af humor og stor kompetence indenfor gospelmusikkens klang og udtryk. Glæde og passion er nøgleord i fællesmodulet! 

Glæd dig til at høre og mærke bruset når vi alle synger sammen!

Kursusleder
Undervisere
Find vej