Moduler uge 22

02. – 05. Juni 2022

Puls

Syng med i et levende kor, hvor musikken er ubegrænset og kreativiteten sprudler.

Vi leger med elementer fra stomp og lader rytmerne komme ud i hele kroppen.

Vi besøger elementer fra finsk råbekor og lader stemmegrupperne komplementere hinanden på sjove måder.

Vi vover at danse for at skabe flow i musikken. Og det hele går op i en højere enhed med kærligheden til sangen som rammen om vores fællesskab. Kom og vær en del pulsen, der aldrig stopper.

Solist øvede (S)

På dette modul har du allerede erfaring med at synge solo, så du nu er klar til at arbejde fokuseret videre med udtryk, fraseringer, improvisation, performance m.m.

Her vil du være en del af brugbare fællesøvelser og også modtage individuel undervisning.

Medbring gerne en sang du gerne vil arbejde med.

Gaggede sangarter

Vi vender det på hovedet.

Lader op være ned og omvendt.

Vi udfordrer vores trang til pænhed og prøver at gøre det anderledes, – ja måske endda grimt.

Vi slipper nydelighedens trange spændetrøje og gør noget andet.

Hvad med bare for en lille stund at udskifte det forudsigeligt pæne med det overraskende, det uhyggelige, det væmmelige, det falske, det skøre og det gakkede.

Sangteknik

Dette modul er for dig der gerne vil lære din stemme bedre at kende. Med afsæt i forbindelsen mellem krop og stemme går vi på opdagelse i hvordan vores stemme fungerer og hvordan den hænger uløseligt sammen med alt andet i vores liv.

Gennem øvelser, åndedræt, leg og sang skal vi frigøre vores stemme for forhindringer og spændinger, så vi kommer tættere på at bruge vores stemmes fulde potentiale, samt at synge på en måde der ikke slider.

Vi skal eksperimentere med hvordan forskellige spændinger (eller mangel på samme) påvirker vores stemmes lyd og udtryk.

Derudover skal vi selvfølgelig lære og synge nogle lækre gospelsange,- både sammen og for hinanden.

Vokalgruppe

Har du lyst til at synge i et lille kor?

Et kor hvor vi arbejder med at tage korisk ansvar.

Her skal vi arbejde med hvad stemmen kan, udfordre os selv med teknik, lyd, dynamik, at lytte, at turde – det at synge sammen (samklang).

Alt sammen i en lille gruppe, hvor du har mulighed for at blive en mere bevidst korsanger.

Fortolkning og fordybelse

I dette modul skal vi dykke ned i smukke gospel ballader. 

Vi skal lege med at fortolke, formidle og forstå.

Vi skal være til stede, samt give slip og slå os fri. 

Vi skal arbejde bevidst og ubevidst.

Vi skal give sangene nyt liv og udtryk.

Vi skal være alvorlige og have det sjovt

PLAY

Vi skal arbejde med improvisation, men vi skal lege os frem til den.

Vi skal bruge kroppen og stemmen og være impulsive, spontane og nærværende.

Vi skal gennem en masse sjove teatersportsøvelser finde det indre legebarn frem og grine kærligt af hinanden og med hinanden.

Body & Soul Kor

Giv udtryk og sæt aftryk. Hvad er det for en historie, vi ønsker at formidle til vores publikum, når vi synger.

Hvilke redskaber har vi at formidle med.

Hvad oplever publikum, når de ser os synge, og var det det vi ønskede, de skulle opleve.

Vi synger dejlige korsange sammen og arbejder med fortælling, kropssprog, mimik og formidling af mening.

Mosaik (S)

Syng mellem linjerne, sæt farver på dine billeder, sæt musik til dit følelsesliv!

Kom med på et hold, hvor du bliver sat i spil på alle måder.

Improvisationernes legende og uforudsigelige liv bliver tøjlet, og dit personlige udtryk spændes op som en bue, hvor lige præcis du som unik skabning altid vil ramme plet.

Ingen anden er som dig, og det skal vi nyde godt af, når vi afsender og modtager.

På dette hold bliver musikken som en smuk mosaik, hvor din brik altid passer ind i det store billede.

Gospel & meditation

På dette modul vil vi tage os tid til at komme ned i gear og ned i kroppen.

Det handler ikke om at performe og præstere, eller resultater, men mere om at lytte, connecte sang og hjerte, og opleve roen og nærværet i musikken.

Vi vil bruge tid på kristne gospel-meditationer – med fokus på at slippe spændinger, og de tanker/mønstre som hæmmer os. 

Der vil være mulighed for at tænde et lys, skrive en bøn, lave et taknemligheds hjerte mm. og sætte musikken i centrum – liggende, stående og/eller siddende – og synge med, hvor vi zoomer ind på teksten og sætter den i perspektiv til os selv og hverdagen.

Fællesmodul

Fællesmodulet er kursets hjerte. Her synger vi sammen allesammen. 

Nina Luna vil lede os igennem rørende ballader og festlige uptempo gospelsange så vi bliver rørt både med krop og hjerte.

Der vil også være food-for-thought og fokus på udtryk og teknik i sangene. Nina underviser med stor pædagogisk sans, masser af humor og stor kompetence indenfor gospelmusikkens klang og udtryk. Glæde og passion er nøgleord i fællesmodulet! 

Glæd dig til at høre og mærke bruset når vi alle synger sammen!

Kursusleder
Undervisere
Find vej